Hvordan en lille by kan tegne sig selv
Assentoft har 1.800 indbyggere, et stærkt foreningsliv og en geografi, der gør den let at overskue og svær at samle. Helhedsplanen begyndte ikke med en tegning, men med en kortlægning: hvor mødes folk i dag, hvor opstår konflikter, hvor mangler der noget, og hvor er der allerede en god begyndelse, der bare skal anerkendes? Resultatet er en strategi i tre lag — offentlige rum, mobilitet og natur — der ikke behandles som tre dagsordener, men som ét sammenhængende landskab. Borgerforeningen har været medforfatter fra første møde, og de tolv konkrete projekter, planen foreslår, er prioriteret af byen selv, ikke af planlæggerne.
Balance mellem ambition og realisme
En helhedsplan står og falder med, om den kan realiseres. I Assentoft er hver af de tolv foreslåede projekter ledsaget af tre nøgleoplysninger: et realistisk anlægsbudget, en mulig finansieringsvej (kommune, fond, frivillig arbejdskraft, eller en kombination) og en ansvarlig part. Det betyder, at planen ikke er en kuldslået ønskeliste, men et arbejdsdokument. Nogle projekter er små og hurtige — en bænk, en sti, et træ — andre er større og forudsætter, at flere parter spiller sammen. Ambition og realisme balanceres ved, at planen aldrig hænger på, at alt skal lykkes på én gang.
En etapeplan med både stort og småt
Etapeplanen er bevidst tegnet, så de første projekter er små, billige og synlige — for at skabe momentum og tillid til, at planen ikke bliver liggende i en skuffe. Et nyt bytorv står som det største greb og kommer i etape tre, når de mindre projekter har skabt erfaring med samarbejde mellem kommune og borgere. På den måde fungerer helhedsplanen ikke kun som en arkitektonisk vision, men som en organisatorisk opvarmning. De seks borgermøder fortsætter i en lettere form efter planens vedtagelse — som en åben kanal, hvor justeringer og lokale initiativer kan finde vej tilbage ind i strategien.
