Adaptiv genbrug
Det gamle destilleri på Nyborg Havn havde stået ubrugt i over et årti, da projektet startede. De første beregninger viste, at en nedrivning ville have udledt knap 4.000 tons CO2 og krævet tilsvarende mængder nye materialer for at bygge op igen. I stedet har vi bevaret 85 procent af bygningens råstof — bærende søjler, ydre teglmurværk, gulve af fyrretræ og store dele af det indvendige stålværk. De nye lag — restaurant, prøvesmagningsrum, kontorer og en lille butik — er føjet ind, så de kan ses som tilføjelser snarere end forklædninger. Det handler om at lade huset blive ved med at være sig selv.
Industriel patina som æstetisk værdi
Beslutningen om ikke at slibe, male eller dække de gamle overflader var ikke nostalgisk. Det var en konkret holdning til, hvor lang tid en bygning skal være om at føles hjemlig. Spor af kemikalier på betongulvet, sodede teglsten under vinduerne, mærker fra spil og maskiner, der står i søjlerne — alt sammen er bevaret som synligt vidnesbyrd om de hundrede og fyrre år, hvor stedet producerede. De nye flader er holdt enkle: lyst kalkpuds, ubehandlet eg, sorte stålprofiler. Kontrasten mellem nyt og gammelt giver rummene en spænding, som ingen tilføjelse alene kunne skabe.
Koblingen til havnen
Udearealet på 1.200 kvadratmeter binder bygningen sammen med det igangværende byparkprojekt på Nyborg Havn. Vi har bevaret de gamle havneskinner og indlejret dem i en ny belægning af recycled beton og granit fra havneudvidelsen. To gamle pullerter står tilbage som siddemøbler ved indgangen. Forbindelsen til vandet er gjort tilgængelig med en lav trappe, der fungerer både som siddetrin og som regnhåndtering ved højvande. Det udvendige rum er holdt åbent for byens brug — også når destilleriet er lukket — og bliver i sommerhalvåret brugt af lokale madmarkeder og koncertgrupper.
