Lyden i byrummet
Pladsen omkring Musik- og Kulturskolen ligger klemt mellem bygade, baggård og et boligkvarter. Det stillede et tilsyneladende paradoksalt krav: et sted, hvor man både skulle kunne spille højt og samtidig vise hensyn til naboerne. Vi har arbejdet med belægningen og en blød bagvæg af perforerede teglsten, som dæmper de skarpe refleksioner uden at sluge musikken. Vi har også flyttet de mest aktive zoner væk fra altanerne i nabobygningen. Pladsen er ikke lyddød — den er afstemt, sådan at byens almindelige støj og elevernes øvelser kan eksistere side om side.
Udendørs scene som mødested
Centralt på pladsen ligger en lille forhøjning af granit og lærketræ — en scene på 18 kvadratmeter, der bruges til alt fra spontane jam-sessions til skolens årlige sommerkoncert. Den er ikke en formel scene med kulisser og bagscene, men et lavt podium, der inviterer til brug. I løbet af projekteringen blev vi enige med musikskolens lærere om at gøre den så enkel som muligt: ingen fast belysning, ingen permanent højttaleropstilling. Pladsen omkring fungerer som tilskuerrum, hvor folk kan stå tæt på eller se til på afstand fra cykelstien.
Sansestimulation gennem materialer
Otte lydsten i forskellig granit er strøet ud over pladsen. Når man slår på dem med fladhånden eller en træpind, klinger de hver med sin tone. Børn opdager dem oftest først, men de er beregnet til alle. Vi har arbejdet bevidst med kontrast i materialer — varm tegl mod kølig granit, blødt lærketræ mod hård asfalt — for at give pladsen en taktil rigdom, der modsvarer dens akustiske. Belysningen er holdt lav og varm, så aftenrummet får en ro, der inviterer til ophold længe efter at musikskolens dør er låst.
