Minimalt indgreb
Egtvedpigen blev fundet i 1921, og hendes grav er i dag et af Danmarks mest velbesøgte arkæologiske steder. Da vi blev bedt om at arbejde med formidlingen omkring gravhøjen, var det første spørgsmål, hvad man skulle undlade. Konklusionen blev radikal: ingen nye bygninger, ingen tagdækkede formidlingsrum, ingen P-plads tæt på højen. Det eneste, der er bygget, er en lav ankomstplads i grus, en sti og tolv små formidlingspunkter spredt ud i landskabet. De fleste besøgende går forbi de fleste af dem uden at lægge mærke til dem — og det er meningen.
Stilhed som designvirkemiddel
Stedet ligger i en åben dal, hvor lyden af vinden, fuglene og det fjerne åløb bærer langt. Vi har arbejdet bevidst med at undgå alt, der kunne forstyrre den akustiske kvalitet. Ingen højttalere, ingen videoinstallationer, ingen åbningstidsskilte i stærke farver. Hvor der er behov for tekst, er den graveret diskret i lave granitsten i markhøjde. Belysningen om aftenen er fraværende, så landskabet kan opleves som det er — også i vinterens mørke timer. Vi tror på, at oplevelsen forstærkes af den ydre stilhed snarere end af lag på lag af information.
Hvordan man fortæller en 3.400 år gammel historie
Den unge kvinde, der blev begravet her, kom langvejs fra og var sandsynligvis gift ind i den lokale slægt. Det er en stor historie at fortælle uden at råbe. Vi har sammen med Slots- og Kulturstyrelsen udvalgt tolv konkrete detaljer fra fundet — en blomst i hendes hår, en afgrøde på en mark, en samling muslingeskaller — og placeret dem i landskabet, der hvor man netop kan se dem fra. De er ikke nummererede og rummer ingen QR-koder. Den besøgende, der har tid og opmærksomhed, finder dem. Resten oplever stedet som det er.
